Velkommen hjem hos...

Bahne x Rabens Saloner

Et twist af rock n’ roll

Dorthe Enhard, 53 år, der er store manager hos Rabens Saloner i deres butik på Amerikavej i København, byder i denne uge velkommen hjem i lejligheden, som hun deler med sin mand. Dorthe har især en forkærlighed for sko og accessories, som hun blandt andet bruger til at få sine hverdagsoutfits klar til fest.

Lær Dorthe at kende her.

STIL
Jeg vil beskrive min stil som klassisk med et twist af noget råt og lidt rock n’ roll.

INSPIRATION
Jeg finder inspiration alle steder. Både fra mennesker jeg ser på gaden, mine veninder, kollegaer og i diverse magasiner.

BÆREDYGTIGHED
Jeg synes, at bæredygtighed er noget, alle skal tænke over og tage stilling til. Enten i forhold til tøj, mad eller transport, man kan altid gøre en forskel. Generelt synes jeg, at det er dejligt, at flere og flere begynder at arbejde mere med bæredygtighed. Det vidner om noget positivt, og at vi bevæger os i den rigtige retning.

HVERDAG
Mit go-to outfit er helt klart et par casual sorte jeans, en oversized bluse og et par læderstøvler eller sneakers.

FEST
Meget det samme som til hverdag. Jeg skifter dog mine sko ud og tilfører nogle accessories for at gøre det lidt mere festligt.

SKO
Jeg elsker sko! Det er helt sikkert min guilty pleasure, og jeg elsker, hvordan man kan udtrykke sin stil og ændre look blot med et par sko.

TASKER
En flot taske er bare altid dejlig at have! Det er ikke fordi, jeg ligger inde med en stor samling, men jeg kan godt lide en taske i god kvalitet. Jeg vil derfor også hellere have få gode end en stor samling, som jeg ikke får brugt.

SMYKKER
Jeg har helt sikkert en kærlighed for fine og unikke smykker. Da jeg fyldte 50 år, fik jeg de flotteste speciallavede smykker af mine nærmeste og af min mand. Efterfølgende har jeg fået lavet flere af samme slags smykker, og jeg elsker dem alle.

STØRSTE SAMLING
Jeg har som sagt en stor kærlighed til sko, og det er nok også her, at jeg finder min største samling. Jeg har nemlig efterhånden fået lidt af en samling, og jeg tilføjer gladeligt flere til den. Dog har jeg også mange sko, som jeg har haft i mange år, og som jeg stadig bruger flittigt – så det er en god blanding af nye og gamle og handler som med så meget andet om god kvalitet.

BEDSTE KØB
Mit bedste køb må være et par håndsyede støvler, som jeg købte for 10 år siden i Paris. De kostede en formue, men jeg bruger dem fortsat år efter år.

GARDEROBEFAVORITTEN
En god klassisk blazer. Den fungerer bare til alt!

ALTID I TASKEN
Selvom jeg flittigt skifter mellem mine tasker, er der ting jeg altid må have på mig. Det er selvfølgelig de praktiske ting såsom pung, nøgler, sprit og mundbind. Derudover har jeg også altid tyggegummi, Nelly-lakridser (hvis jeg skulle få lyst til lidt lækkert) og min makeup-pung.

GOD STIL
God stil for mig er, når man hviler i sig selv og er tro mod sig selv. Det afspejler sig i ens udstråling, og den måde man bærer sig selv og sit tøj på.