Hvordan startede din rejse hos Bahne?
"Jeg startede som assistance i 2010 i butikken i Holbæk, da jeg allerede dengang, som meget ung, syntes, at Bahne var inspirerende og fyldt med lækre varer. Siden da er jeg blevet udlært og har arbejdet i flere af vores butikker, så jeg har efterhånden mange års erfaring i butik. I 2022 søgte jeg nye udfordringer og sidder i dag i vores kundeservice, hvor hver dag byder på spændende opgaver, gode kundeoplevelser og meget mere."
Hvad har styrket dig mest på din rejse som kvinde?
"Troen på mig selv som kvinde har styrket mig, både personligt og professionelt. Intet er umuligt, hvis bare jeg vil det nok."

Hvad elsker du allermest ved at være kvinde?
"Jeg elsker, at vi kvinder kan så meget, selvom vi ikke har samme fysik som mænd. Vi kvinder har en helt særlig evne til at holde hovedet højt, selv i de sværeste tider i livet. Jeg elsker, at selv når korthuset vælter, så vinder evnen til at være uselvisk. Evnen til at mærke vores følelser er en af vores vigtigste styrker."
Nævn tre power-egenskaber, som du mener kendetegner dig?
- Positivt mindset
- Godt humør
- Rummelighed

Hvilke kvinder inspirerer dig mest – og hvorfor?
"Kvinder, der hviler i sig selv, og som giver andre kvinder et boost af positiv energi, selvsikkerhed og troen på dem selv. Jeg elsker kvinder, der giver noget af sig selv, og som får det bedste frem i andre mennesker."
Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?
"Uanset hvad livet byder på, så skal alting nok gå – også selvom det kan være smertefuldt. Gør dig umage for altid at være et godt menneske, og brug din energi fornuftigt. Det er spild af tid at bære rundt på negativ energi. Vigtigst af alt, uanset hvor kliché det end kan lyde, så husk altid at smile til verden, og verden smiler til dig."
Hvordan oplever du, at det at være kvinde giver dig en særlig styrke i dit arbejde?
"Jeg er i en branche, der primært består af kvinder, og tolerance er en helt særlig styrke som kvinde. Kommunikation og tillid er vejen frem til et stærkt samarbejde og er grundlæggende for min trivsel og mit engagement i mit arbejde."
Hvilket råd ville du give til kvinder, der drømmer om en karriere inden for dit felt?
"Tro på dig selv, stå ved hvem du er, og husk altid at være ærlig over for dig selv. Vær åben for at lære nyt og tage ansvar, så er drømmene måske ikke længere væk."
